
Fototips
Tag et selvportræt og lær dit kamera bedre at kende
At tage selvportrætter er en utrolig god måde at lære sit kamera at kende på. Du kan i ro og mag bruge tid på kameraets indstillinger uden at tænke over, om motivet keder sig. For motivet er dig, så du kan bruge al den tid, du vil! Selvportrætter er også glimrende at bruge til at blive skarp på lyssætning, og derfor er det faktisk ganske nyttigt at tage en masse selfies, hvis du vil have gode portrætbilleder. Bliv inspireret til at fotografere på forskellige måder, så dit selvportræt bliver storslået, surrealistisk eller kunstnerisk.
Selvportræt med perspektiv
Når du leger med perspektivet, kan du virkelig være kreativ! Du har måske set billeder, hvor det ser ud som om, at nogen flyver med Superman-kappe på? I virkeligheden ligger personen på asfalten, mens billedet er taget ovenfra, så vi får illusionen af, at vedkommende svæver i luften.
For at få et godt selvportræt med perspektiv kræver det måske, at du eksperimenterer med, hvordan du sætter kameraet op. Det rette kamerastativ kan også gøre det nemmere. Prøv dig frem for at finde den bedste metode. Find noget kridt til at tegne skyer med og en gammel gren, der kan ligne et træ, for at gøre billedets perspektiv ekstra ”troværdigt”.
Du kan også lave en stop motion-film af dig, der flyver hen over himlen: Tag et billede af hver enkel bevægelse, du gør, og sæt til sidst de mange billeder sammen i en film, hvor billederne bliver afspillet hurtigt efter hinanden, så det ser ud som om, at du bevæger dig.
Storslået selvportræt i naturlige omgivelser
Du tænker måske, at et selvportræt bare er et billede af dig selv ganske tæt på. Men det behøver det på ingen måde at være! Tag for eksempel et selvportræt ude i naturen, hvor det flotte landskab ses rundt omkring dig. Landskabet giver portrættet en dybde og fortæller noget om dig selv.
En selfie af dig, der ser ud over et smukt landskab, plejer også at give en del likes på Instagram. Så tag dit kamera under armen og find en naturlig location, hvor du kan stille dig op. Til den type selvportræt er det en god idé at bruge et stativ – gerne et, der let kan pakkes ned i tasken.
Lav nemt et flot portrætfoto online her hos CEWE!
Klon dig selv og få et iøjnefaldende portræt
Selv om det bare er dig i et selvportræt, betyder det ikke, at du ikke kan lave flere af dig selv. Prøv at klone dig selv og få et virkelig iøjnefaldende, lettere surrealistisk foto! Du kan spille skak med dig selv eller måske deltage i et ”familieselskab”.
Sæt kameraet på et stativ og tag flere billeder af dig selv i forskellige positioner. Når du efterfølgende redigerer fotoet i et fotoredigeringsprogram som for eksempel Adobe Photoshop, sætter du de forskellige udgaver af dig selv sammen i ét billede. Med kameraet på stativ er det let at viske sig selv ud uden at tænke på, at andre ting i billedet skal ”matches op”.
Eksperimentér med lyset i billedet
Selvportrætter er en rigtig god genre til at blive klogere på lyssætning. Hvis du vil blive bedre til at arbejde med lyset i dine fotos, så prøv kun at bruge én lyskilde. Find et stativ, en blitz og en selvudløser og begynd at fotografere. Læg mærke til, hvordan lyset rammer dit ansigt fra forskellige vinkler, og hvilke effekter det giver.
Da fotograferingen drejer sig om selvportrætter, kan du bruge al den tid, du har lyst til, på at gøre små ændringer og teste ting, så du bliver mester i lyssætning. Prøv for eksempel at gøre lyset rødt ved at lægge et rødt tørklæde hen over blitzen.
Brug dit selvportræt i et dragende vægbillede. Få tips til, hvordan du hænger billedet op på væggen.
Skab et kunstnerisk selvportræt med dobbelteksponering
Dobbelteksponeringer er altid sjove, så hvorfor ikke gøre det i et selvportræt – eller teknisk set to selvportrætter? Dobbelteksponering betyder, at to fotos med forskellige motiver er lagt sammen i et foto. Så du kan for eksempel tage et billede, hvor du er sur og et billede, hvor du er glad, og lægge sammen i ét dobbeltportræt. Eller måske et silhuetbillede af dig selv kombineret med et flot billede af en skov.
Der er mange spændende idéer, du kan teste af, når du dobbelteksponerer, og billedet bliver altid spændende og får et kunstnerisk udtryk! Mange kameraer har en indbygget funktion for dobbelteksponering, men det er også muligt at gøre efter fotograferingen i et fotoredigeringsprogram. Du behøver heller ikke holde dig til to billeder – hvorfor ikke prøve tre eller fire eksponeringer?
Lav et diptykon og vis to sider af dig selv
Hvad er et diptykon? Jo, ifølge tate.org.uk er et diptykon et kunstværk, der består af to malede eller udskårne paneler, der er placeret ved siden af hinanden. I middelalderen var de to paneler sat sammen ved et hængsel, så panelerne kunne foldes sammen for at beskytte kunstværket. Og hvorfor taler vi om diptykonner? Det gør vi, fordi konceptet kan overføres til fotografering, og selvportrætter egner sig især godt til denne type billeder!
Med et selvportræt i form af et diptykon kan du vise to sider af dig selv eller vise samme portræt i to forskellige lyssætninger. Du kan også kombinere et selvportræt med et andet motiv, så længe billederne komplimenterer hinanden eller er indenfor samme tema. Med et selvportræt i form af et diptykon får du et eksperimenterende billede med kunstneriske rødder, der uden tvivl fanger øjet.
Er du vild med sort-hvid billeder? Se hvordan du kan lave dekoration til væggen i sort og hvid.
God fornøjelse med dine selfies. Vi håber, dine eksperimenter giver nogle spændende selvportrætter!