Lav en årbog som en interiørdesigner: Ainas bedste råd

Hendes årbog begynder i starten af året, men er ikke strengt opdelt i måneder. I stedet er den organiseret efter, hvad der er sket i løbet af året: døtrene, der flyttede til Paris og Milano, fejring af 17. maj, 80-års fødselsdagsfejring med hele familien, spændende arbejdsprojekter og et mindeværdigt frieri på nytårsaften. Hvert øjeblik har fået sit eget lille "kapitel", som Aina kalder det.

– Jeg har ikke været så striks med datoer og detaljer. Billederne taler for sig selv, lidt som i et traditionelt fotoalbum, siger hun.

Hun brugte en designskabelon, der lod hende kombinere sider med ét enkelt billede, sider med tre mindre billeder og sider med kun tekst. Variationen gør bogen både luftig og behagelig at bladre i.

– Jeg synes, at hvide sider gør, at billederne træder bedst frem. Den hvide, matte overflade bliver næsten til en passepartout omkring hvert billede, konstaterer Aina. Bogen er både et æstetisk objekt i hjemmet og en sentimental mindebog, som rummer et helt år med liv.

Ligeså vigtigt som udvalget af billeder var, hvordan de blev sammensat og kombineret. I Paris-kapitlet valgte hun seks billeder fordelt på to sider: alt fra en hund med silketørklæde på restaurant, til datteren, der pludselig så voksen ud i en hat købt på et loppemarked. De unikke øjeblikke kombinerer hun med billeder af mad og byens arkitektur.

– Omgivelser, smag og mennesker, det er opskriften på en god fotobog!

At Aina valgte formatet Stor var ingen tilfældighed. Som interiørdesigner er hun optaget af helhed og balance i rummet. Så siger det sig selv, at bogen skulle være stor.

– Det var vigtigt for mig, at fotobogen fylder lidt. Den skal have hæderspladsen på sofabordet og være synlig. Det er en bog, der betyder noget særligt - en pragtbog - så den måtte gerne være stor.

Det, der måske gør Ainas årbog så fascinerende er hendes evne til at vise, hvad der betyder noget, uden at forklare alting. Hun fortæller om et billede af en halvspist skive brød på en ternet rød dug, taget da datteren flyttede til Milano.

– Den dug minder mig om vores første måltid der. Man behøver ikke altid vise de store ting. Et enkelt billede kan føre dig direkte tilbage til et øjeblik. Og det inviterer andre indenfor uden at man fortæller hele historien.

Aina overvejede længe at bruge blot ét billede per side, men følte hurtigt, at hun havde brug for fleksibilitet for at kunne fortælle sine historier. Derfor kombinerer hun store, luftige sider med små collager.

Hun har også ladet sig selv være mere fri med strukturen. Selvom bogen stort set følger året, har hun tilføjet et «lidt af hvert»-kapitel i slutningen – en slags opsamlingsside.

– Jeg var så godt i gang, og det var lidt ærgerligt at afslutte projektet. Og jeg havde jo flere billeder jeg ville bruge. Så det blev et rum til alt muligt. Det skal der også være plads til!

Hjemme hos Aina er årbogen en levende del af hjemmet. Den ligger fremme, tilgængelig og indbydende. Familie og venner skal kunne bladre i den, når de kommer på besøg.

– Hverdagen går så hurtigt. Livet går bare hurtigere og hurtigere for mig. En fotobog er en måde at stoppe op på, trække vejret, og være til stede.

For hendes døtre har sådanne bøger haft stor værdi. Hun gav dem hver deres fotobog til deres konfirmation, og de har dem stadig.

– Det er en gave, der kræver lidt indsats, og der er meget kærlighed i det. De fotobøger har de stadig med sig!